søndag den 30. juni 2013

Gammelt strik

Jeg fandt et stykke strik nederst i min kurv, da jeg ryddede op den anden dag, som har ligget der i over et år! Jep, garnet blev købt og der blev slået masker op sidste år i april...


Jeg fik ryggen færdig i aftes, og er nu igang med venstre forstykke af Trail Hoodie. Jeg måtte lige forsøge mig lidt frem, for jeg kunne ikke længere huske hverken hvilken pind jeg strikkede på, eller hvilken størrelse jeg var igang med ;) 

Min håndten får sig en vel fortjent pause i disse dage, imens jeg overvejer hvilke fibre der næste gang skal spindes, og hvilket garn jeg gerne vil ende ud med. 

lørdag den 29. juni 2013

Hurtig post

Jeg er ret imponeret... Mandag aften fik jeg smidt nogle forskellige fibre i kurven, og allerede torsdag fik jeg at vide at de var sendt, der er varslet 5-10 dage på deres hjemmeside til pakning.
Igår dukkede der en pakkeseddel op i min postkasse..! Om jeg begriber hvordan en pakke fra England kan komme hertil på et døgn.

Skønt for mig, jeg nåde nemlig lige på posthuset i dag, inden vi fik huset fyldt op med gæster til fødselsdag :-)


Jeg ville gerne lære nogle andre fibre end lige merino at kende, så her er noget Shetlandsuld (alle 3 nederste pakker), noget Gotlænder (den grå øverst til højre), noget Corriedale (3 små i midten) og så lige noget farvet merino bare fordi ;-) Jeg huskede det som om jeg havde bestilt den lilla blanding, så jeg blev lidt overrasket, men det var rigtigt nok den blå/tyrkise blanding der røg i min kurv. Den lilla kan jo så komme med næste gang, for jeg er vist ikke færdig med at købe fibre.

Ialt 950 g uld til under 250 kr inkl porto. Det er lige til at overkomme ;-) der er jo rigtig mange timers underholdning i sådan en pakke...

Jeg har overvejet at farve den hvide shetlandsuld, men nu må vi se, jeg kunne nemlig også godt se et eller andet flot sjal i hvidt med lidt striber i brun og grå... 

torsdag den 27. juni 2013

Lidt farve

Jeg fik noget merino uld af mor sidste weekend. Hun havde købt det engang til at filte af, men nu kunne jeg istedet få glæde af det :-) 
Jeg tog fat på den pink. Den farve kan man da ikke andet end at blive glad af. 


Endte med 35 gram på tenen denne gang, og har så tvundet det, igen med 2 tråde. Der blev 172 meter. 


Det er lige knap tørt, men billeder kan man ikke få for mange af. Der er noget dejligt lilla og rødt i bunken fra mor også, så hvis jeg kan få 35 gram af dem også, skulle der også kunne blive et sjal eller noget af dette garn. 

mandag den 24. juni 2013

Gråt merino


Jeg har taget fat på den grå merino. Jeg håber jeg på et eller andet tidspunkt kan få spundet de 200 gram jeg købte, og strikke et sjal. Jeg tror det kunne blive meget meget skønt.











Jeg har problemer med at have meget mere end 25 gram på tenen, så da jeg nåde det punkt vandt jeg det op på mit krydsnøgleapperat









Og herfra kunne jeg så tvinde 2 trådet, uden at der gik noget til spilde, fordi jeg tog en tråd ude og inde fra det lille nøgle. Man skal bare lige være lidt opmærksom, fordi en nyspundet entrådet har rigtig meget energi, og sådan et lille bundt kan hurtigt gå i kluder hvis man ikke er vågen.






Garnet er vundet op og klar til vask, men jeg tror jeg lader det ligge, og så vasker det hele samlet. Så er jeg sikker på det får samme behandling, og måske arter sig rimeligt ens til slut.

søndag den 23. juni 2013

Forsinket farsdag

Jeg havde misset det der farsdag. Fuldstændig. Måske det var noget med en halsbetændelse, der forstyrede mit overblik.

Men selvom farsdags gaven blev lidt forsinket, vagte den vist alligevel lykke :-)


onsdag den 19. juni 2013

Mere øvelse

Næste mål på spindevejen blev jo at få en tråd der ikke knækkede når den skulle tvindes. Så ingen underspinding tak!

Jeg gik tilbage til BFL ulden, og fik dette resultat, 2-trådet.


Jeg valgte et garn på hylden, som jeg ville ramme i tykkelse, og så så jeg på hvor meget de enkelte tråde i den var spundet. Jeg er ret stolt, for jeg ramte ret godt :-) Her er sammenligningen med et stykke af geilsk tynde uld. 



tirsdag den 18. juni 2013

Hmpf!




Okay. Den grønne merino gav mig flere problemer end jeg lige troede den ville. Efter kun 15 gram begyndte tråden at knække. Konstant! Så jeg kan gav op, og tænkte, ok, det kan være jeg skal lave en lettere ten for at spinde så tyndt. Jeg fik viklet mig denne fine bold






Da jeg begyndte at tvinde fik jeg igen problemer. Min tråd blev ved og ved at knække. Okay, så har jeg lært hvad underspundet garn gør. Næste gang må der lidt mere fart over tenen.




Jeg endte med 10 gram, og igen 45 meter, så jeg fik det noget tyndere end sidst ;-) hvilket jo var hele øvelsen.










Farven er mest ægte på det første billede.


lørdag den 15. juni 2013

Grønt

Jeg er ret glad for grønt. Og lilla. Og blåt. Øh, ok, jeg kan godt lide mange farver ;-) Men den grønne merinould er altså noget helt særligt. Jeg gik efter at spinde et tyndere garn end sidst, og det ser ud til at lykkes.


fredag den 14. juni 2013

Flyvende start

Jeg er vild med at spinde! Jeg siger det bare. Jeg kan slet ikke slippe det, men min skulder begynder godtnok at brokke sig en lille bitte smule...






Jeg endte med 25 gram, og ca 45 meter. Det er tvundet med 3 tråde. Jeg er meget tilfreds med hvor jævnt det blev, og tykkelsen. Næste gang vil jeg dog gerne have det lidt tyndere, men øvelse gør mester, og jeg tabte ikke tenen én eneste gang. 

Tilgengæld er jeg super skuffet over farven. Jeg var jo overbevist om at "brun" også ligesom var brunt, men BFL ulden er mere grå-brun end ægte brun, og jeg er vist mere til enten ægte grå, eller lidt varmere brun end denne her. Men så har jeg den at øve mig på, og det var jo hele ideen.

torsdag den 13. juni 2013

Tillykke til mig

For første gang nogensinde (hvad jeg husker i hvert fald) var jeg syg på min fødselsdag. Halsbetændelse stod altså ikke på min ønskeseddel. 

Så min fødselsdag manglede både kage og ikke-flydende-aftensmad. Hmpf! Men min søde mand gav middag ude i lørdags, som erstatning, og disse fine cupcakes fik jeg lavet til mine kollegaer. Lidt lærte jeg da på kurset, og de blev godt modtaget :-)


lørdag den 8. juni 2013

Fibre fibre fibre!

Så kom mine fibre. Fra ventre er der Blue Faced Leicester i brun, merino i grå, og merino i blandede grønne nuancer. Jeg fik anbefalet at starte med BFL fibrene, fordi de er knap så glatte som f.eks. merino, men der skulle også lidt sjovt til, derfor kom den grønne i min kurv også.

lørdag den 1. juni 2013

Ny hobby?

Tja, det er jo ikke fordi jeg har brug for endnu en hobby... Altså jeg har jo ligesom rigeligt med projekter, ideer og knap så rigeligt med tid.

Men altså, når man bliver bidt er der bare ikke noget at gøre. Og bidt blev jeg. Af en håndten i Saltum.
Min egen første håndten er lige kommet med posten, og jeg venter spændt på de fibre jeg har bestilt.

Jeg kan ikke helt forklare hvad der fangede mig, men noget i dette gamle håndværk er åbenbart svært at slippe uden om. I hvert fald for mig.


Min ten er fra IST craft, og vejer 26 gram.

Jeg har ingen planer om at lære at spinde på rok, eller anskaffe mig sådan en... (endnu...)