Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

lørdag den 9. april 2016

Et tæppe

Jeg har længe gerne villet hækle et tæppe. Jeg har købt Højlandsuld fra Garnudsalg ind ad flere omgange, og er også gået i gang flere gange... 

Her er mine farver. 


Jeg har valgt at hækle African Flower Hexagon.
Først har jeg delt mine farver op i 4 grupper; Blå, Grøn, Lilla og Rød. Planen er så at holde mig til én gruppe ad gangen, når jeg hækler mine lapper, og så fordele farverne når jeg hækler tæppet sammen. Jeg tror og håber det giver noget ro midt i farve vrimlen.

Her er de første 6 stk. fra den blå gruppe.


Jeg tror tæppet bliver lidt tyndt, jeg hækler nemlig kun i en tråd, men jeg må jo sy et stykke stof på bagsiden hvis jeg synes det er for tyndt når det er vasket, Højlandensulden plejer at folde sig flot ud ved første vask, så måske er det slet ikke er nødvendigt... Det må tiden vise, og jeg tænker projektet her kommer til at tage en del tid ;-)

Hæklet trøje

Det er egentlig længe siden denne blev færdig, men jeg ville gerne vise den frem her også (jeg har lagt billeder ud løbende på min instagram profil). 

Trøjen er fra bogen Lutter Løkker 2, bogen er fantastisk inspirerende og opskrifterne er nemme og overskuelige. Alligevel har den frustreret mig et par gange. F.eks. er den vejledende størrelse på hæklenålen er ikke en hjælp. Overhovedet. Det samme mønster i samme garn kan i 2 forskellige opskrifter stå med hver sin størrelse nål, og der hvor mønstret skal være mest fast er også den med den størstestørrelse nål. Og det kan jo ikke lade sig gøre ;-) At hækle mere fast ved at gå OP i størrelse. 

Så hvis du har lyst til at hækle trøje, så husk en hækleprøve! Og glem hvad der står om størrelse nål, det er mere vildledende end vejledende. 







Trøjen er hæklet i Yaku fra CaMaRose. Jeg har brugt alt fra nål 2.5 til 4 i de forskellige sektioner af trøjen. 
Det bliver ikke den sidste trøje jeg hækler, men jeg tror jeg vil forsøge mig med noget mere fast garn, eller fastmasker eller hst i kroppen. Almindelige stangmasker bliver lidt løst, med en knap 2-årig der gerne selv vil tage trøje af og på.

onsdag den 4. juni 2014

Babytæppe #3

Okay, nu må jeg vist have babytæpper nok til den lille fyr der gerne snart skulle melde sin ankomst :-)

Dette er nummer 3. Hæklet i bomuld fra stof og stil i 4 farver og et zigzag mønster. 



Opskriften er ganske gratis og kan findes lige her.
Garnet kan findes her. Jeg har brugt mørk og lys petrol, mørk grå (som er brun i virkeligheden) og lys grå. 
Jeg har hæklet på nål 4 og startet med 130 luftmasker. Tæppet krøb lidt i vask, så det måler nu 66x84 cm og vejer 387 g (dvs knap 2 nøgler af hver farve). 
Det er et lækkert tæppe (hvis jeg selv må sige det ;-)) og jeg tror det kommer til at passe perfekt i autostolen eller liften. 

torsdag den 20. marts 2014

Så blev mit regnbuetæppe færdigt

Langt om længe!

Jeg hækler ikke særlig tit, og det gik langsomt i starten. Efter 30+ lapper fandt jeg ud af at jeg ikke fik hæftet godt nok, og lapperne begyndte at falde fra hinanden... Øv. Så forfra, hvor jeg har lært at hæfte ender ;-)


Lapperne har jeg samlet med hvid, som det kan ses på billedet. Jeg forsøgte flere forskellige ting, også at sy dem sammen og hækle sammen med fastmasker. Men det her synes jeg bliver pænest.

Jeg forsøgte også flere forskellige kanter, nogle med farver, som absolut ikke duede, og et par forskellige i hvid. Kanten jeg endte med er enkel, og trækker ikke opmærksomhed fra de fine farver i tæppet.

Og 100 nye lapper (og samlinger) senere, er jeg færdig :-)







Det er blevet præcis som jeg gerne ville have det :-) og jeg glæder mig til juni så det kan komme i brug. 

Hæklet i garn fra stof&stil. 
Vejer 465 gram færdigt. 
Jeg har brugt lidt over et halvt nøgle af hver farve (10 farver), og knap 4 nøgler hvid. Hækler på pind 3. 
Det færdige tæppe måler 85x85 cm. 

tirsdag den 18. februar 2014

Update på regnbuetæppet

Først tænkte jeg at firkanterne skulle hækles sammen med sort, men farverne er ret mørke i sig selv, og når det nu er et babytæppe synes jeg det blev for dystert. Så nu prøver jeg med en creme-hvid i stedet. Det bliver meget mere lyst og lækkert, til sådan et sommerbarn :-)

Jeg har taget både en af de oprindelige orange og en af de grønne fra, fordi de lå for tæt i forhold til resten af tæppet. Så jeg er nede på 11x11 firkanter. Det kommer til at passe fint, for bare med sammenhækling kommer jeg på 1x1 m, og babytæpper skal altså ikke være større. Jeg har ikke bestemt mig for hvilken kant jeg vil hækle endnu, men jeg mangler pt 68 firkanter, så der er et stykke tid at beslutte det i endnu. 


mandag den 20. januar 2014

En lille giraf

For nylig købte jeg "Hæklede dyr" og "Flere hæklede dyr af Maja Hansen.

Giraffen her fangede min opmærksomhed:


Jeg har ikke tidligere prøvet pima bomulden, men har fået den anbefalet flere gange. Jeg er godt tilfreds. Jeg ved ikke rigtig om det er prisen værd, den er dobbelt så dyr som stof og stil's bomuld. Det er sikkert ikke vigtigt med kvaliteten til de små dyr, men hvis jeg skulle strikke i bomuld, ville jeg nok vælge pima'en, den virker bare mere lækker :-)


Giraf krop og fod ;-)

Jeg er ikke så vildt med Majas brug af filt på alle dyrene. Jeg kan bedre lide at detaljer er hæklede eller syet på. Så det vil jeg forsøge når der skal øjne og pletter på giraffen. 

fredag den 17. januar 2014

Regnbue


Der er altså noget helt specielt ved regnbuer :-) Da jeg så hue shift afghan tænkte jeg at sådan et måtte jeg strikke. Desværre er jeg ikke særlig god til at strikke domino-strik. Specielt ikke når der skal skiftes farve, kanten bliver for løs på en eller anden måde.

Så fandt jeg på at lave tæppet med almindelige hæklede bedstemorfirkanter, og det tror jeg bliver godt :-)


Jeg har taget den ene orange fra, de lå for tæt. Så nu er der 12 farver. 144 firkanter ialt. Jeg er ikke den hurtigste hækler, men jeg regner da med at få det færdigt inden lillebror kommer til juni :-) Jeg har ikke bestemt hvordan jeg vil sætte firkanterne sammen, men tror jeg ender med at hækle dem sammen, sikkert med sort. Og så også bruge sort til kanten. 

Her er det ene hjørne:


Jeg kan godt lide projektet fordi jeg får lov at bruge så mange farver. Så hvis det bliver kedeligt starter jeg bare et andet sted med nogle af de andre farver, og så bliver det interessant igen :-)

35 firkanter færdige, mangler 109...